Hvorfor giver Ny Bedre Byggeskik mening for dig?

KORT DEBAT

Mange smukke huse vedligeholdes og istandsættes i dagens Danmark uden hensyn til den arkitektoniske periode og bygningskultur, som ejendommene er et produkt af. Et videnstab blandt fagfolk, samt et meget stort udbud af halve løsninger og nyere billige materialer medfører ofte, at mange smukke huse gemmes eller ødelægges af løsninger, der ikke respekterer deres oprindelige skønhed. Derfor ser jeg, at vi igen begynder at bygge og renovere på baggrund af Ny Bedre Byggeskiks traditioner, så vi sammen kan bygge smukt igen.

 

HVAD ER NY BEDRE BYGGESKIK?

Eksempel på foreningens arbejde.
Arkitektforeningen

Bedre Byggeskik var oprindeligt en forening, der virkede fra 1915 til 1947. Foreningen blev grundlagt som modsvar til blandingsarkitekturen ”historicismen”, hvor elementer på kryds og tværs af arkitektoniske perioder blev blandet og de danske huse dermed led under udpræget stilforvirring. Foreningens primære arbejde bestod i at efteruddanne bygmestre og håndværkere i arkitekturforståelse. Bedre Byggeskik-arkitekturen er kendetegnet ved smukt proportionerede enkle huse med en enestående sammenhæng mellem indretning, udseende og materialevalg. 

 

HVORFOR GIVER DET MENING FOR BRIXVAL?

Ny Bedre Byggeskik gennemsyrer alt det arbejde, jeg til laver til daglig. Mine arbejdsopgaver spænder bredt og består af alt fra helt nybyggede huse til renoveringer og tilbygninger, men jeg tager den gamle ideologis principper med mig i alle projekter.

Noget af det vigtigste for mig, når jeg går i gang med et projekt, er at danne mig et indtryk af ejendommens historie og byggetradition. På den måde sikrer jeg mig, at den røde tråd i ejendommen bevares gennem ordentlige materialer og arkitektoniske løsninger, der stemmer overens med husets oprindelige stil. Herudover er det vigtigt for mig at ære traditionen gennem brug af kvalitetsmaterialer og omhyggeligt detaljerede projekteringer, der matcher det oprindelige hus størrelse og proportioner.

 

HVILKE PRINCIPPER BESTÅR NY BEDRE BYGGESKIK AF?

By og Land har beskrevet nogle principper, der rammende opsummerer essensen af denne arkitektoniske metode.

  • Løbende vedligeholdelse er den bedste og mest økonomiske form for bevaring.
    Undersøg og forstå huset, før der foretages indgreb.

  • Gør kun det mest nødvendige og sørg for mindst muligt tab af oprindelige, originale materialer.

  • Foretræk reparation – frem for udskiftning, ‘renovering’ eller voldsom ombygning.

  • Brug de traditionelle materialer og håndværksmetoder.

  • Bevar skævheder og slid og patina, i stedet for at udslette disse.

  • Gamle huse må godt se gamle ud.

By og Land

 

HVORFOR GIVER DET MENING FOR DIG?

Bedre Byggeskik metodikken giver mening for husejere, der ønsker en renovering eller lignende, men samtidig ønsker at bevare sit hus’ sjæl samt bidrage til udviklingen og bevaringen af den stolte danske byggekultur. Bedre Byggeskik kan være en hjælp for husejere, der ønsker at istandsætte eller udvide deres hus uden at ødelægge bevaringsværdierne, og som samtidig sætter pris på at udføre projektet på den mest økonomiske måde. Det skal være nemt og enkelt for mine kunder at få vejledning om byggetraditioner og gode løsninger, inden de går til en håndværker. Derfor benytter jeg Ny Bedre Byggeskik for at hjælpe mine kunder med at forbedre deres huse på et velinformeret og arkitektonisk meningsfyldt grundlag.

To eksempler på hvordan en tilbygning skal udføres, og to eksempler på hvordan det slet ikke skal gøres.
Arkitektforeningen

Næste
Næste

Byg som i gamle dage og byg bæredygtigt