Refleksioner i en stille tid: God stil er bedre for miljøet

At tænke bæredygtigt

Der er ikke meget godt at sige om den nuværende krise. Mange lider af sygdom, økonomisk pres eller andre følger som blandt andet adskillelse fra sine nærmeste. Det eneste lyspunkt må være, at man rundt omkring i verden ser naturen genvinde sit indpas.  

Istandsat funkisvilla med nye detaljer i oprindelig stil af Brixval – Arkitektur & design

De seneste år har miljøet været et af hovedtemaerne i den internationale debat, og det er ikke gået stille for sig. Derfor er det forunderligt at se, hvordan naturen, i en tid hvor menneskene har trukket sig, langsomt tager sit tilbage. Måske det er en påmindelse om, hvad debatten egentlig har handlet om. Jeg har reflekteret over, hvad jeg, som arkitekt, kan gøre for miljøet. 

Når hverdagen begynder at ligne sig selv igen, håber jeg, vi tager naturens påmindelse med os. Jeg håber, vi vender tilbage til hverdagen med en større årvågenhed.  

Jeg håber, vi vil tænke bæredygtigt, allerede inden vi sætter blyanten til papiret. Der findes masser af byggematerialer, der let kan vedligeholdes og ikke skal skiftes ud hvert tiende år. På billederne her er der sat nye mahogni-vinduer i, som passer i husets funkisstil, og som kan holde mange år endnu med blot lidt olie. Så undgår man at smide ud og købe nyt igen og igen. Men det handler ikke bare om materialer. Det handler også om bevaring.

Et godt hus kan holde evigt

Det har altid været vigtigt for mig at arbejde for bæredygtige løsninger i min virksomhed.  

For eksempel ser jeg altid på hvilke stiltræk og særpræg et hus har. Jeg forsøger at fremhæve detaljerne og holde dets stil i live. Det gør jeg, både fordi de gamle byggetraditioner er skønne, men også fordi jeg tror på, at man forlænger sit hus’ levetid, når man moderniserer ordentligt og stilrigtigt. Både for sig selv og for fremtidige ejere. Det handler også om at overveje, hvad man egentlig har brug for. Jeg har blandt andet hjulpet familier med at spare penge og materialer ved at hjælpe dem til at udnytte deres plads bedre. Man behøver ikke altid bygge til.

Port designet i husets stil af Brixval – Arkitektur & design

Bæredygtigt byggeri starter allerede fra idé-fasen. Vi kan bygge bedre, hvis vi tænker os om, når vi bygger nyt. Meget byggeri i dag går stærkt og handler mere om at skabe hurtige boligløsninger, end at lave hjem, der passer til den enkelte families behov.  

Mange ældre huse udspringer fra gode byggetraditioner. Hvis vi passer på dem og fører dem sikkert ind i vores moderne livsstile, så højner vi chancen for, at de får lov at blive stående mange år endnu. Et hus, der bliver vedligeholdt efter dets behov, vil i princippet holde evigt.

Jo mere vi bevarer, og jo bedre vi bevarer, desto mindre skal vi smide ud og rive ned.   

Forrige
Forrige

Fem unikke detaljer i dansk arkitektur

Næste
Næste

Ny bedre byggeskik