Fem unikke detaljer i dansk arkitektur

Dansk design er kendt verden over for sine rene linjer, gode materialer og unikke stil. Mode, møbler og operahuse er blevet internationale symboler for skandinavisk design. Selvom mange er bekendte med de store underværker, kan man let komme til at overse de små detaljer, der i sin helhed udgør unik dansk arkitektur. Jeg har samlet nogle af de detaljer, jeg synes fortjener lidt opmærksomhed.

1. Skydedøre med messinggreb i Arne Jacobsens eget hus, Charlottenlund

Foto: Per Munkgård Thorsen & Lars Degnbol via bolius.dk

Ægget, syver-stolen og myren er blot få af de klassikere, Arne Jacobsen har bidraget med, til den danske designs-skat. Allerede tyve år inden skitserne til stolene var begyndt, tegnede han sit eget hus i Charlottenlund, hvor han boede med sin familie. Huset er spækket med flotte detaljer som smukke runde vinduer, vindeltrapper og indbyggede højskabe. Men skønheden findes særligt i de små detaljer. Se her, de fine indlagte messing greb i de høje teak-skydedøre.

 Arne Jacobsen er også arkitekten bag blandt andet Aarhus rådhus, den danskambassade i London og Bellevue teatret. 


 

2. Vindeltrappe i Vilhelm Lauritzens terminal, Kastrup Lufthavn

Vilhelm Lauritzen er arkitekten bag velkendte perler i København, som Folkets Hus (Vega) på Vesterbro og Radiohuset på Frederiksberg. Firmaet, som han startede i 1922, eksisterer stadig. De har bl.a. stået for renoveringen af Illum på strøget og har en bred skare af planer for de kommende år. Vilhem Lauritzen selv designede en banebrydende del af Kastrup Lufthavn i 1936. Blandt vilde detaljer er det bølgede loft, detaljer i træ og rundede, hvide vægge. Jeg er vild med vindeltrappen, der har et smukt buet gelænder.

 

3. Træelementer i det nye Frihavnstårn, Nordhavn

Foto: Jens Markus Lindhe http://jensmarkuslindhe.com

I det nyskabende Nordhavn er en gammel silo blevet forvandlet til eksklusiv beboelse. Det er arkitekterne Praksis Arkitekter fra Fyn, der har stået for projektet, som er blevet rost med flere priser. Komplekset er et hav af flotte detaljer, men her bider jeg mærke i de smukke træelementer, der står i kontrast til bygningens rå betonvægge. 

 

4. Gule profileringer i Dronningegården, København

Dronningegården blev opført i 1944 i København K lige mellem Amalienborg og Rundetårn. Boligbyggeriet blev skabt af de legendariske arkitekter Kay Fisker & C. F. Møller. Lejlighederne er efterhånden blevet moderniseret, men det særlige minimalistiske udtryk præger stadig bygningernes ydre. Altanerne stikker ikke ud men ligger næsten skjult mellem vinduerne. Rundt om dem, er der sat gule mursten, der skaber en fin kontrast til de klassiske røde.

Kay Fisker & C. F. Møller er også mændene bag blandt Aarhus Universitets bygninger.

 

5. Røde elementer i PHs eget hus, Gentofte

https://realdania.dk/projekter/phs-eget-hus Foto via: Kurt R. Hoppe / Realdania By & Byg

De fleste danskere kender nogen, der har den klassiske PH-lampe hængende over spisebordet. Udover sit virke som arkitekt arbejdede han blandt andet som skribent for Politikken, hvor han formidlede sit fag til folket. Da Realdania i 2014 istandsatte hans eget hus i Gentofte, gjorde de det med blik på at bevare dets unikke detaljer. Huset er anerledes og vildt med malerier af nøgne damer på væggene og en skæv pejs. Flere steder er radiatorer, vindueskarme og døre malet røde. De står i sej kontrast til tidens neutrale trend. Jeg forstår godt, Realdania har valgt at bevare den røde farve. 

Forrige
Forrige

Funkishusene er værd at samle på

Næste
Næste

Refleksioner i en stille tid: God stil er bedre for miljøet